Mareridtet blev til virkelighed i morges. Jeg blev kørt ned af en bil, og både cyklen og jeg mødte asfalten på den hårde måde.
Der er mørkt om morgenen. Derfor er min cykel også oplyst som et juletræ, og jeg bærer gul ”neonvest” og reflekser. Kun roterende lys i tophuens pompon kunne gøre mig mere synlig.
Alligevel blev jeg i morges kørt ned af en bil, som ikke overholdt sin vigepligt.
Jeg kører på cykelstien ad Rørdalsvej og nærmer mig udkørslen fra Teknisk Skole. Jeg bemærker en hvid varebil i god fart fra højre mod udkørslen. Han har vigepligt, men sætter ikke farten ned. Jeg tænker: ”Han stopper ikke!”
Jeg når at bremse, men ikke nok. Jeg kaster cyklen til venstre og banker ind i hans venstre forskærm med min højre side.
Jeg slynges gennem luften og lander midt på kørebanen. Jeg er landet på ryggen/siden. Fik mig nok vendt i flugten. Jeg blændes af biler, der bremser.
Chaufføren springer ud af varebilen, og tililende hjælper mig og cyklen ind på fortovet. Chaufføren gentager gang på gang: ”Jeg så dig ikke!” En ret tåbelig bemærkning, men han er selvfølgelig rystet.
Jeg sidder på fortovet og må forsikre alle om, at jeg ikke har været bevidstløs, at jeg ikke har brækket noget, og at jeg ikke skal på skadestuen.
Jeg har kun fået knubs, og det samme er tilfældet for cyklen. Jeg får chaufførens navn og telefonnummer og kan langsomt fortsætte.
Først da jeg kommer på arbejde, melder chokket sig. Jeg ryster og kan ikke samle mig om noget som helst. Hvis jeg ikke havde ”læst” ham, var jeg blevet klippet frontalt. Sådan rigtigt kørt ned og over.
Min chef fik mig kørt hjem. Skidt med ømheden og de blå mærker. Jeg skal bare sunde mig. Det er, så jeg ryster endnu.
Hej Eric.
Godt det ikke gik værre. Som mangeårig cyklist lærer man at spotte den slags situationer. Det bliver en indgroet vane at holde øje med sideveje, indkørsler og parkerede biler. Jeg har utallige gange oplevet bilister der ikke overholder deres ubetingede vigepligt og har – indtil videre – nået at stoppe eller trække ud hver gang. For et par måneder siden var det tæt på. En ung dame kører ud foran mig fra ubetinget vigepligt og drejer til højre. Vi får øjenkontakt, jeg når at trække ud og kører op på siden af hende. Samtidig passerer en modkørende lastbil – afstanden mellem bil og lastbil var vel ikke mere end 1,5-2 m. Der skete heldigvis ikke noget, så jeg får næsten dårlig samvittighed over alle de forskrækkede ukvemsord hun i skyndingen fik med 🙂
Hej Ib
Du har ret, det bliver en vane at bruge radaren, men det er værst, når der er for mørkt til øjenkontakt. Du må være et venligt menneske – jeg ville ikke have fortrudt ukvemsordene et øjeblik!
velkommen i klubben. jeg blev påkørt torsdag d. 5.5.2011 . i herning . dog kørte jeg
på scooter, af en kvinde der skulle dreje til højre, og kørte direkte ind i mig.
scooteren blev totalt smadret, og kommer aldrig til at køre mere.Og jeg har indre
blødninger i venstre lægmuskel. samt utallige blodsprængninger på arme og ben
samt et hav af sårskader.
Uha uha Carsten! Jeg slap som nævnt uden mén, men mon ikke vi begge har den følelse, at hvert øjeblik skal nydes? Jeg er i hvert fald skærende bevidst om, at “lynet” kan slå ned når som helst, man mindst venter det.
Pingback: Trækker forsikringsselskaber bevidst sager i langdrag?
Pingback: Når storkunder rømmer sig
Hej Eric.
Gudskelov at du var vågen!
Kh
Flora
Hej Flora
Ja, det har sine fordele at indtage tre kopper espresso om morgenen 😉
Pyh ha, sikke da noget! Jeg håber, at knubsene, både de synlige og de mindre synlige, fortager sig snart.
Ja, det må du nok sige. Jeg lider heldigvis ingen mén, men i morgen skal cyklen tjekkes i dagslys (den står ude på fabrikken). Det er jo min “Mercedes”.
Kædeskærmen knækkede, kablet til håndbremsen gik sig en tur, og der er måske også slør i baghjulet. Det er en forsikringssag og måske bøvlet, men uvæsentligt.
Hej Eric,
Ups. Godt det ikke gik værre, selv om det er slemt nok, og det er ubehageligt at tænke på bagefter. Der er kun en vej, og det er op på cyklen igen og genvinde selvtilliden.
Jeg har selv kørt til arbejde igennem det centrale København i 28 år (uden hjelm). Hver dag priser jeg mig lykkelig for at jeg har overlevet endnu engang. Der er mindst tre situationer hver dag, hvor det kunne ende galt. Det er ikke kun bilerne, men bestemt også de andre cyklister, der overhaler uden at se sig tilbage. Der skal ikke megen skubben til, før man ligger på kørebanen.
For et par år siden blev jeg fældet af en bildør, og fløj et par meter gennem luften. Også jeg kunne – omend meget rystende – rejse mig igen. Men det sidder stadig i mig, og jeg kører ikke tæt forbi en parkeret bil uden at spejde efter, om der er nogen i den..
Gert.
Hej Gert
Også jeg forfærdes ofte af mine medcyklisters lette flugt over kantstenen, og den med bildøren og luftturen har jeg også prøvet. Jeg udviklede samme fobiske infrarøde syn, som scanner parkerede bilers indre, før jeg passerer.
Med tiden vil jeg sikkert kunne se, hvad de har i bagagerummet 😎
God damn it! De der få sekunder der går til man kan overbevise sig selv om, at man har klaret den…
(Cykelhjelm, cykelhjelm, cykelhjelm…)
I denne situation spillede cykelhjelm ingen rolle, men som jeg allerede har lovet Fr. Stegemüller…cross my heart!
Kære Eric
Hvor er jeg glad for at der ikke skete mere – puha det var tæt på. Du har udlevet alle cyklisters frygt.
Vil du ikke nok købe en cykelhjelm og bruge den? Du kan sætte håret, når du er kommet på arbejde!
For mange år siden, da jeg var ung kandidat arbejdede jeg 1½ år i Arbejdsskadestyrelsen med at behandle ulykkessager. Der lærte jeg bl.a., hvor alvorlige senfølger man kan få af det, vi almindelige mennesker kalder en “banal hjernerystelse”; det kan fx være hovedpine, kvalme, synsforstyrrelser og rystelser i kroppen i op til et år efter ulykken. Der købte jeg min første cykelhjelm og har brugt en sådan siden.
Kære Hanne
Jeg vil nok købe to. En til sommerbrug og en med plads til huen fra Tallinn. Skidt med frisuren – den er som jeg sat nok i forvejen 😉
Hm, måske kan man endda få dem med pandelygte?!
Eric, for fanden da… du har vist lige opbrugt dagens ration af held.
Og har sandet betydningen af øjenkontakt, som er så uendelig vigtigt i trafikken.
Hvor er det godt, at du er så erfaren og gammel i gårde, at du nåede at aflæse ham, omend i sidste øjeblik – en yngre cyklist var det måske gået meget værre med.
Du har så evig ret, og jeg har også kun nødtvunget forladt lænestolens rationeringsenemærke, siden jeg kom hjem. Jeg bilder mig ind, at det minimerer risikoen 😉
Øjenkontakt er vigtig, men umulig når der er så mørkt. Jeg har også tænkt tanken om en yngre cyklist i mit sted. Han/hun ville måske (formentlig) også have kørt endnu stærkere ned ad bakken – helt uden tid til at reagere.
Endnu et eksempel på, hvor vigtigt det er for trafikanter af alle slags at læse sine omgivelser!!
Jeg har en ung mand i mit brød, som er ved at tage kørekort. Jeg tillader mig at give din historie videre til forhåbentlig evig ihukommelse for ungersvenden.
Godt at det ikke gik værre.
Ja, det med at læse trafikken (og sine omgivelser) er vigtigt både for hårde og bløde trafikanter.
Jeg gør mit bedste for at være årvågen, og få ting kan irritere mig mere end de (heldigvis få) bilister, som ikke lader bilens “kropssprog” signalere deres intentioner. Fx hvis de kører hurtigt frem mod hajtænderne i stedet for at sætte farten ned i god tid. Så bliver jeg nervøs og bremser, selvom jeg har forkørselsretten.
Det gjorde jeg jo også i dag, men det gik ned ad bakke, så min hastighed var nok knap 20 km/t, og det gik, som det gik. Han skulle ikke demonstrere sin bils fremragende bremseegenskaber. Ikke i dag.
Puha, sikke en oplevelse. Vi cyklister lever et farligt liv. Håber du er ovenpå igen hurtigt.
Ja, mon ikke! Og tak 🙂
Rigtigt af dig at få skrevet/talt det igennem med det samme. Det kunne være gået rigtig, rigtig galt og bloggen ville have været inaktiv i frygtelig lang tid.
Men det gik rigtig, rigtig godt! Og bloggen og blogejeren hviler fornuftigvis ud. Apropos fornuft fremgår det ikke af ovennævnte referat, om Monsieur Eric havde cykelhjelm på….
Dejligt at du lever – inden længe – rigtig godt igen! 🙂
Ja, det gik godt, må man sige. Min “hjelm”, den tykke strikkede uldtophue fra Tallinn, blev ikke tilsmudset af vejbanen.
Også jeg siger godt at det trods alt ikke gik værre – både din reaktionsevne hjalp dig og din skytsengel var med dig – tak fordi du deler det med os og husk nu på at det både er de ydre og indre knubs der skal håndteres!
Tak Anni 🙂 Forskrækkelsen er ved at fortage sig, og de indre knubs er mest en usigelig lettelse og glæde ved livet. Min ømme krop sørger nidkært for, at jeg ikke glemmer de ydre 🙁
Puha – heldigt det ikke gik værre. Rigtig god bedring !
Tak Per. Det er paradoksalt nok mest lettelsen, jeg skal komme mig over.
Der var vel et element af held, men det vigtigste var, at jeg “læste” ham. Ellers tør jeg ikke tænke på, hvad der var sket.